3/30/2003 Det mest forsømte forår:
I årevis været har drenge været et miskrediteret folkefærd i en verden af mødre, kvindelige pædagoger, kvindelige lærere, kvindelige behandlere og kvindelige værdier.
Den umiddelbare virkning er, at flere og flere drenge må til psykolog. Fordi moderen, pædagogen eller læreren er bekymret over deres adfærd - og fordi vi nu engang har lagt os for vane at kigge den forkerte vej, når vi søger årsager. Og sådan set også, når vi søger løsninger.
Forleden talte jeg med en af dem... de bekymrede mødre, hvis 11-årige dreng måtte en tur ind i behandlersystemet. Blot for at få konstateret, at der sådan set ikke var noget i vejen.
Nej, for psykologen var godt nok mandlig, men han var lige så østrogeniseret som så mange andre danske mænd. Så ikke, hørte ikke det forsømte forår i den store dreng, der så småt var ved at udvikle en mandlig spire i sit indre. Og som så mange andre drenge i den situation ikke har nogen til at tage imod den.
For da jeg gik kvinden på klingen med hensyn til drengens far, der skam er til stede i familien, blev hun eftertænksom og spurgte med en slags stille undren: -Betyder han noget?
Og så var det min tur til at blive eftertænksom. For historien bekræfter, hvad vi længe har kendt som et vilkår: Danske fædre kan være fysisk til stede i familierne. Men mentalt er der ingen, der regner med dem. Inklusive fædrene selv. Inklusive deres sønner.
Vores store drenge leder simpelt hen forgæves, når de søger hjælp til at blive mænd. Mange mødre stiller behjælpeligt op. Mange kvindelige pædagoger og lærere stiller måske op. Men ingen af dem kan noget, for de har det forkerte køn. Tilbage er... ikke nogen.
I sin bog "Mandehørm" leverer Thomas Weber Carlsen i kapitlet "De glade drenge" et uforglemmeligt citat om de nordamerikanske indianere, "... der som bekendt var stolte over at være mænd: -Indianerne ville aldrig drømme om at lade den lille dreng - deres kulturs højtskattede eje - vokse op og blive mand uden at følge ham på vej..."
I nutidens danske velfærdsmodel er den drøm standard. Og når den nævnte kvinde kan berette, at der i hendes søns klasse er 8 drenge, og at foreløbig de 5 har været til psykolog - er der ikke ret mange, der får andet ud af det, end at vi må have nogle flere psykologer.
Ingen taler om fædre i dagens Danmark. Hvorfor? Fordi vi er holdt op med at være det.
|