2/3/2008
Hvad enhver mand bør vide om mafiaAlle kender vel den mesterlige filmtrilogi Godfather. Den handler om tiden dengang hvor mafia var lokale organisationer. Levede man i nærheden, var ens livsbane nøje afhængig af, om man forstod, hvem der var mafia, og hvordan man skulle gebærde sig over for dem. Politikere havde ikke andet valg end at acceptere og spille med i et aller andet omfang. Politiet hold sig på afstand og greb helst ikke ind. Ikke mindst fordi politifolk selv kunne være mafia.
Godfathers tid er forbi. Det betyder ikke, at vi ikke har mafia, men at fænomenet er gledet helt ud af hænderne på små nationale mafiaer. Idag er mafia noget internationalt. Det er meget mere centraliseret og samlet på langt færre hænder. Det kender ikke landegrænser, religioner og ideologier. Mafia er i dag globaliseret - formentlig det mest globaliserede, der findes.
  
The Godfather - en realistisk og spændende historie fra gamle dage.
Men resten af fænomenet er det samme: Politikere må spille med. Dermed også hele samfundsapparater.
Hvad er mafia?
Det, der kendetegner mafia, er en uformel magtstruktur med et center - som regel en familie. Det er desuden, at dens organisation arbejder uafhængigt af love og regler. Mafiaer opererer frit, uden andet hensyn end til sin egen organisation, udbygning af magt og indtjening. Endelig at den ikke tolererer at blive bremset, og at den benytter både lovlige og ulovlige midler for ikke at blive det.
Større mafiaorganisationer har også legale ansigter. Før i tiden kunne det dreje sig om casinoer, hønsefarme, olivenplantager og andre små steder. Idag er det investeringsselskaber, fonde, holdingselskaber, planteavlsvirksomheder, industriselskaber, banker og meget andet. Disse udgør pyramidesystemer - virksomhed bag virksomhed - netværk, som er uigennemtrængelige for efterforskning. De er bygget op af jurister, der kender lovene ud og ind, dygtige revisorer og andre skarpe hjerner. De har deres egne efterretningstjenester og beskæftiger hære af lobbyister, der færdes i regeringsbygningers korridorer. De har deres egne shippingfirmaer og deres egne private hære.
Nutidens mafiaoperatør er ikke til at skelne fra enhver anden forretningsmand.
Folk fra disse selskaber færdes hjemmevant i internationale banker. I en periode havde en række mafiaorganisationer deres egen fælles bank, Bank of Credit and Commerce International. Den havde revisionsfirmaerne Price Waterhouse and Ernst & Young som tilsynsførende, og blev i starten af 1990'erne kendt for så mange kriminelle aktiviteter, at Bank of England måtte lukke den. Den huskes i dag under navnet Bank of Crooks and Criminals International. Efter dens lukning har organisationernes transaktioner spredt sig ud på andre banker.
 
Bank of Credit and Commerce International blev brugt til hvidvask af penge fra kokainhandel, korruption, ulovlig våbenhandel og meget mere. Adskillige kendte nobiliteter var blandt bankens investorer og brugere.
De største mafiaorganisationer har været under opbygning i både 2 og 300 år, måske mere. De er europæiske, men forgrener sig til især USA og Mellemøsten. Herfra forgrener de sig igen til Centralasien, Japan, Australien og andre.
Overalt har de infiltreret diplomatiske institutioner, regeringsorganer og resten af det politiske liv - i en grad, så det er svært at skelne regulær politisk aktivitet fra mafiavirksomhed.
Dagens finanskrise - er der mafia bag?
Tag for eksempel den nuværende krise på aktiemarkedet. Den startede i USA og har virkninger over det meste af verden - også i Danmark. Kan den være et mafiafænomen?
Sagtens. Den 16. september 1992 - datoen, der går under navnet Den sorte onsdag - solgte amerikanske George Soros pludselig store mængder britiske pund, fik næsten knækket Bank of England og fik sat den europæiske monetære union i panik. Det tjente han en milliard pund på - på en enkelt dag - mens oprydningen kostede de britiske skatteydere 2,5 milliarder pund (gang med 10 for at få danske kroner).
Hermed er ikke sagt, at Soros er mafia. Men eksemplet viser, at en enkelt pengestærk mand kan vælte finansverdenen.
I dagene op til 11. september 2001 blev der af en eller anden grund handlet 25 gange flere put-optioner i flyselskaberne United Airlines og American Airlines end normalt. Efter at et par fly fra netop disse selskaber var hamret ind i World Trade Center, raslede de to selskabers aktiekurser ned. Put-optionerne indbragte milliarder til deres sælgere (gevinsten blev dog ikke hævet - af grunde, vi kan vende tilbage til en anden gang).
 
De fleste er så fokuseret på de ydre begivenheder, at de aldrig når til at følge pengene. Det er mafiaoperatører glade for, for det betyder, at almindeligt godtfolk aldrig finder ud af, hvad der foregår.
Ved det berømte slag ved Waterloo i 1815 havde bankfamilien Rothschild deres egne efterretningsfolk på stedet. De var bedre udstyret end de officielle og kunne få timer efter Napoleons nederlag meddelele Rothschild resultatet. Det måtte naturnødvendigt føre til en styrkelse af de britiske aktiekurser. Men Rothschild begyndte at sælge massivt ud af sine aktier. Det fik markedet til at konkludere, at Napoleon havde vundet og England tabt. Alle paniksolgte deres aktier i britiske virksomheder. Timer senere, da kurserne var i bund, begyndte Rothschild at opkøbe. Da den officielle meddelelse dagen efter kom frem, at Napoleon havde tabt og England vundet, havde familien støvsuget markedet for aktier til spotpris. Så steg kurserne, og Rothschild kunne på få dage opskrive sin formue med milliarder. Lidt forenklet siger man, at det var den måde, Rothschild-familien kom til at eje den engelske industri.
Og når jeg så frejdigt siger, at dagens krise på aktiemarkedet udmærket kan være en mafiating, er det fordi denne krise kan være skåret over samme læst. Store pengetanke sælger massivt ud af deres værdipapirer for at fremkalde panik. Når kurserne er i bund, køber de via deres hundreder af pyramideselskaber op igen - og har efter en periode øget deres formuer med ufattelige beløb.
Jeg er slet ikke sikker på, at det er det, der sker, men det kan udmærket tænkes.
Sandheden er ikke populær
På den politiske side er det især fra USA, at vi har fået hints om dette mafiavælde. Adskillige amerikanske præsidenter har i tidens løb opdaget, at der var kræfter, der virkede bag kulisserne. Kræfter, der var langt stærkere end de politiske - og som tidligt fik betegnelsen The Hidden Hand.
Abraham Lincoln (1861-1865) sagde det på denne måde: "Pengemagten snylter på landet i fredstid og konspirerer mod det i dårlige tider. Den er mere despotisk end et monarki, mere uforskammet end et aristokrati, mere selvisk end et bureaukrati. Den fordømmer alle, der stiller spørgsmål til dens metoder og kaster lys over dens forbrydelser, som 'samfundets fjender'."
Lincoln indførte sent i sin karriere de såkaldte "Greenbacks" - statslige pengesedler. Mange anser, at det var årsagen til, at han den 14. april 1865 blev snigmyrdet i Fords Theatre. Pengesedlerne blev kort tid efter afskaffet - efter massivt pres fra de private banker.
En af hans forgængere, Thomas Jefferson (1801-09) havde allerede fortalt: "Hvis amerikanerne nogensinde tillader banker at kontrollere deres valuta, vil disse banker - først med inflation og siden med deflation - frarøve folk al deres ejendom, ind til deres børn vågner op hjemløse". Hans vision blev til virkelighed i 1913, hvor den amerikanske valuta definitivt kom på private bankers hænder.
Den internationale bankmand Meyer Amschal Rothschild gav baggrunden: "Giv mig retten til at kontrollere et lands penge, og jeg er ligeglad med, hvem der regerer landet".
Præsident Woodrow Wilson, der blev narret til at godkende Federal Reserve Act i 1913, sagde bagefter: "Jeg har uden at vide det ruineret mit land". Den side af det blev til virkelighed i 1929, hvor den amerikanske stat de facto var bankerot.
Kongresmedlem og formand for the House Banking and Currency Committee, Louis T. McFadden, sagde i en tale i Kongressen den 10. juni 1932: "Vi har i dette land en af de mest korrupte institutioner, verden nogensinde har kendt. Jeg hentyder til the Federal Reserve Board og the Federal Reserve Banks. Mange tror, at Federal Reserve Banks er en regeringsinstitution. De er private kredit-monopoler; svindlere, rige og glubske pengeudlånere, der snylter på det amerikanske folk i deres egen interesse og for at tjene udenlandske kunder. The Federal Reserve banks er agenter for fremmede centralbanker. Sandheden er, at the Federal Reserve Board har udsuget USAs regering gennem det arrogante kredit-monopol, der opererer fra the Federal Reserve Board."
Alt hvad der i dette citat omtales som "Federal Reserve", kalder vi i Danmark "Den amerikanske centralbank" (der stadig er som beskrevet af McFadden).
Samme Louis T. McFadden, der gennem 1920’erne var formand for Bank- og valutakommitteen, konstaterede, at de internationale bankfolk er "en mørkets magt af finansielle pirater, som ville skære struben over på hvem som helst, hvis de kunne vriste en dollar op af lommen på dem. De er rovdyr med USAs folk som bytte".
Præsident Andrew Jackson (1829-37) karakteriserede de store internationale banker som "giftige hugorme" og erklærede åbent, at "hvis bare det amerikanske folk forstod, hvordan disse hugorme opererer på den amerikanske scene, ville der være revolution inden morgendagen".
Allerede i 1911 kørte New Yorks bormester John F. Hylan frem med disse ord: "Republikkens virkelige ondskab er denne usynlige regering, der som en mægtig blæksprutte filtrer sine arme ind i vores by, vores stat og vores land. Blækspruttens hovede er en lille gruppe bankfolk, normalt omtalt som 'de internationale banker."
Industrimanden Henry Ford gentog præsident Andrew Jacksons ord i let omskrivning: "Det er et held, at dette lands befolkning ikke forstår vores banksystem, for hvis de gjorde, ville vi have revolution inden i morgen tidlig".
  
Abraham Lincoln, Andrew Jackson og Louis T. McFadden - bare et lille udvalg af politiske ledere, der lærte the hidden hand at kende.
Når det specielt blev amerikanske præsidenter (og andre), der talte højt om the hidden hand, skyldes det, at USA er en ny nation, og at den rummer frihedsidealer i sin forfatning. Når vi ikke finder en tilsvarende europæisk åbenmundethed, skyldes det, at Europa er gammelt, at dets aristokrati altid har holdt kortene tæt til kroppen, og at den europæiske mafia har haft langt mere styr på sine politiske ledere. Tilsvarende er det en hovedsagelig amerikansk ting, at præsidenter bliver snigmyrdet - ikke en europæisk.
Den politiske mafias yndlingsperversitet
Af og til har mafiavældet alligevel stukket sit ansigt op i Europa. De gange, det er sket, er det hurtigt blevet dækket til igen. Da Marc Dutroux i 1996 blev afsløret som operatør for en pædofiliring, der bortførte og solgte mindreårige piger, pointerede han gang på gang i den efterfølgende rettergang, at han kun var en lille brik i spillet. Oplysningerne, der kom frem, indikerede, at højtstående embedsmænd, politifolk, dommere og politikere var involveret. Den belgiske befolkning var i oprør og krævede retfærdighed. Men den europæiske mafia forhindrede, at sagen blev fulgt op. Marc Dutreaux blev dømt - alle andre blev ladt i fred.
 
Her holdt Marc Dutroux og hans fire operatørkolleger deres kidnappede piger indespærret inden salg - eller drab (tv). Retssagen mod Dutroux trak i langdrag, og den belgiske befolkning rasede (th).
Joël van der Reijden har kigget dybt i den europæiske pædofilimafia og har skrevet et meget udførligt dokument om den. Som du vil se, hvis du læser den, er den ikke til at skelne fra den europæiske politiske og økonomiske mafia. Sverige havde sin egen lille pædofilikrise i 1980'erne, som daværende statsminister Oluf Palme også hurtigt fik lukket.
Da det ligeledes i 1990'erne kom frem, at især amerikanske katolske præster bedrev pædofili i stor stil, fandt lignende begivenheder sted. I stedet for at optrævle hele den katolske kirke blev der byttet lidt præster og biskopper her og der, folk med viden blev truet til tavshed, og hele forretningen blev mørkelagt. Den kører i dag med uformindsket styrke.
Den, der intet ved, har ikke ondt af noget
Den globaliserede mafia tæller i dag højt uddannede og intelligente folk blandt sine operatører. Den blev tidligt klar over, at kontrol med information, folkeoplysning, undervisning og uddannelse var en forudsætning for, at almindelige mennesker lod dem i fred.
Bankmanden J.P. Morgan indkaldte kort før første verdenskrig en snes af de dengang førende chefredaktører for aviser og bad dem (mod betaling) om at undersøge, hvor mange medier der skulle opkøbes for at det var muligt at kontrollere nyhedsformidling over hele kloden. Bladfolkene kom tilbage og meddelte, at tallet var 25.
Når det ikke var større, skyldes det, medier allerede dengang udgjorde et sammenhængende netværk: Nogle få centrale bureauer leverede nyhedsstof til tusinder af medier. De formidlede derfor de samme historier med de samme vinkler. Befolkningerne ræsonnerede, at når så mange journalister og redaktører "så" det samme, var det nok fordi det var rigtigt - og ikke fordi de reproducerede de samme kilder.
Men New York Times' stabschef John Swinton sagde engang ved et møde i New Yorks presseklub:
"Der findes på dette tidspunkt i vores historie ikke sådan noget som en fri presse. I ved det, og jeg ved det. Der er ikke en eneste af jer, der vover at skrive jeres ærlige mening, og hvis I gjorde, ved I på forhånd, at det aldrig vil komme på tryk. Jeg bliver betalt hver uge for at holde min ærlige mening ude af den avis, jeg arbejder for. I andre får den samme betaling for den samme ting, og enhver af jer, der skulle være dum nok til at skrive sin ærlige mening, vil finde sig selv stående på gaden på jagt efter et nyt job.
Hvis jeg tillod mig at skrive min ærlige mening i min avis, ville mit job ryge inden for 24 timer.
En journalists opgave er at ødelægge sandheden; at lyve lodret; at pervertere; bagvaske; at favne Mammon og at sælge landet for Mammons daglige brød. I ved det, og jeg ved det. Og hvilken tåbelighed er denne duft af uafhængig presse. Vi er redskaber og vasaller for rige mænd bag scenen. Vi er nikkedukker - de trækker i trådene, og vi danser. Vores talenter, vores muligheder og vores liv er altsammen andre mænds ejendom. Vi er intellektuelle prostituerede."
Året var 1880. Det var før J.P. Morgans opkøb af de 25 medier.
I dag kan vi tælle 5-6 betydende centrale bureauer, der leverer stof til hele den vestlige verdens medier: Associated Press, Reuters, Ritzau, AFP og et par stykker til. Og vi kan tælle fem ejere af de store mediekoncerner: AOLTimeWarner, Rupert Murdoch, Ted Turner, Viacom og General Electric.
Små medier som danske Politiken, Berlingske og Jyllandsposten - og masser af regionale undermedier - har ikke andet valg end at reproducerede videre. De er alle småbitte forretninger, der bortset fra afsløring af lokale grønthandlere, sidegadeveksellerer, blottere i Brøndbyøster og andet petitstof ikke har råd til at bedrive journalistik selv. De statslige og halvstatslige tv-kanaler får det meste stof fra dagbladene.
Da mandens.dk i 2003 udkom med bogen "100 veje til at blive en rigtig mand", røg den på forsiden af Berlingske. Tv2 samlede den op, og vi røg i nyhederne. Danmarks radio samlede den op et par gange mere, og vi fik en hel 19 Direkte og et indslag i DR1 Morgen. Så fulgte et antal andre medier. Også herhjemme er medierne i al væsentlighed et system i selvsving.
Hvilket er årsagen til, at vi ikke får meget at vide om mafia. The hidden hand er slet ikke interesseret i publicity. Og den har så meget kontrol over verdens medier, at den kan undgå det. Medier er for småfolk og idioter som dig og mig.
Pæn og artig er den danske nyhedsformidling. Ivrig med afsløring af grønthandlere, sidegadeveksellerer, blottere i Brøndbyøster og andet småkravl. Fuldstændig tavs om den internationale mafia.
Derfor ved vi noget om mafia
Når vi andre alligevel ved en hel del, er det fordi mange hundrede mafiaoperatører gennem tiden er brudt ud af deres organisationer og har fortalt os andre om, hvad der foregår. Det er af gode grunde ikke sket gennem mafiaens egne kanaler, men hovedsagelig gennem to andre: Bøger og medier, der ikke er mafiaejet.
Bøger har den fordel, at de kan blotlægge meget store sammenhænge. Man behøver ikke læse så forfærdeligt mange for at få "the picture". For eksempel læste jeg John Perkins' "Confessions of An Economic Hit Man", og fik et nydeligt puslespil til at falde på plads. Om bogen siger forfatteren selv:
"Økonomiske lejemordere (Economic Hitmen) er højt betalte professionelle, der narrer lande kloden over for billioner af dollars. De kanaliserer penge fra Verdensbanken, US Agency for International Development (USAID) og andre "hjælpeorganisationer" over i mægtige koncerners pengeskabe og ned i lommerne på nogle få rige familier, som kontrollerer denne verdens naturressourcer. Deres værktøj omfatter falske finansielle rapporter, arrangerede demokratiske valg, bestikkelse, pengeafpresning, sex og mord. De spiller det gamle imperiums spil, men et spil, der har taget rystende dimensioner i globaliseringens tidsalder. Jeg burde vide det. Jeg var økonomisk lejemorder."
 
John Perkins er en af mange hundrede operatører, der indså, at han servicerede de forkerte kræfter. I dag færdes han blandt sydamerikanske indianere og hjælper dem med at holde oliemafiaen fra dørene.
En anden insider giver os et fantastisk indblik i hele første halvdel af 1900-tallets politiske historie - perioden hvor den vestlige mafia for alvor gav sig til at vokse. Jeg tænker på historikeren Carrol Quigleys Tragedy and Hope - et hovedværk, hvis man vil forstå de selskaber og organisationer, der er kernen i nutidens mafia.
Andre interessante bøger er skrevet af nogle af verdens få nulevende journalister, der hverken direkte eller indirekte er på mafiaens lønningslister:
Greg Palast: The Best Democracy Money Can Buy. Og Armed Madhouse.
Robert Fisk: The Great War for Civilization. The Conquest of the Middle East.
Og der er hundreder af flere bøger - du vil automatisk støde på dem under dine studier.
Medier, der ikke ejes af mafiaen, finder vi på internet. Hvilket ikke gør det helt nemt at bruge dem. For om internet siger man ganske rigtigt, at det er stedet, hvor man finder alt - lort og lagkage i en pærevælling. Der er ingen autoriserede sandheder. Det er som at rejse i en jungle uden madpakke. Man skal selv opdage, hvad der kan spises i junglen. Hvad der er næringsrigt, hvad der er tomme kalorier, og hvad der er direkte giftigt. Men rolig, vi har alt, hvad der skal til for at klare det:
Instinkter, intelligens, nysgerrighed og evnen til at tænke.
Et godt sted at starte er Jeff Rense Program, der både har sine egne skribenter og er portal til andre medier. Alex Jones' Infowars er et andet. Mange mænd kan lide Jones' direkte og rimelig maskuline stil. Har du en akademisk åre, får du alle tiders information på canadiske Global Research, der er udsprunget af universitetet i Montreal. Disse meget store og velbesøgte sites vil føre dig rundt på nettet, og du vil automatisk finde dine egne favoritter.
På nettet finder vi også bjerge af dokumentar-videoer. Du får en god indgang på engelske The Dossier.
Alle kilder af betydning er engelsksprogede. Herhjemme har vi ingen betydende medier, der ikke er mafiakontrolleret. Danmark er - trods rigsfællesskab med et mega Grønland - et lille land holdt i et jerngreb. Det opretholdes via en ekstrem grad af politisk kontrol kombineret med en ekstrem grad af statsfinansiering.
Samtidig er landet en del af en region i den europæiske union. 80% af vores lovgivning bliver til i Bruxelles og udspringer af en pendent til det tidligere Sovjetunionens politbureau, kaldet EU-kommissionen - hvis første formand da også var socialist (Jaques Delors).
Som du husker, er mafiaen ikke interesseret i landegrænser, religioner og politiske ideologier, andet end som værktøjer. Under den kolde krig blev det sovjettiske system af den vestlige mafia fundet særdeles egnet til at holde befolkninger i jerngreb. Derfor bliver det nu implementeret i Europa. Danmark har i årtier tjent som "mønstersamfund" - som forhenværende statsminister Nyrup Rasmussen mange gange pointerede i sin tv-optræden.
Den danske mafia
På grund af landets lidenhed har Danmark ikke nogen selvstændig mafia i ordets egentlige betydning - det er og bliver en lille del af en større helhed. Den danske befolkning har desuden vist sig så nem at håndtere, at den danske korruption kan være statsautoriseret. Hvad vi kender fra Godfather-trilogien som "beskyttelsespenge" har vi eksempelvis herhjemme i form af lovpligtige forsikringer, tvungen betaling til skorstensfejere, tvungen brug af kørelærere, når vi skal lære at køre bil, og meget andet. Vi bruger minimum 70% af vores arbejdstid på at skrabe sammen til skatter, afgifter, moms, bøder og gebyrer for at finansiere en offentlig sektor under 100% politisk kontrol.
Danmark er en nation af statslige undersåtter.
Som en herboende brite fortæller om os i en artikel på Rense: Brave New Denmark - her i nogle få oversatte uddrag:
"Som forhenværende politimand blev jeg ofte bedt om at holde forelæsninger på Odense universitet om emner med relation til kriminalitet. I løbet af nogle år gav jeg dusinvis af disse præsentationer og var chokeret over, så få spørgsmål unge danskere stillede, og hvor lydige de var."
"Konformitet i et og alt var the way of life her. Folk går ens klædt, har samme frisure, spiser det samme, foretager sig det samme, kan lide det samme, siger nøjagtig de samme fraser - faktisk er moderne dansk en samling fraser mere end noget andet."
"Danske kvinder og piger er med få undtagelser androgyne af udseende, og de fleste er heftigt feministiske i deres synspunkter, handlinger og måde at være på. Danske mænd er for størstedelen af-maskuliniseret."
"I slutningen af 90'erne begyndte jeg at forstå i hvilket omfang den danske befolkning er blevet komplet indoktrineret. Enhver form for kritik bliver hektisk tilbagevist. Ingen klager nogensinde over noget på officielt niveau. Næsten samtlige, jeg kendte eller så udtale sig i tv, synes at tro på, at den danske regering kun ønsker det bedste for dem."
"Den perfekte totalitære stat er den, hvor de magtfulde ledere og deres hære af operatører kontrollerer en befolkning af slaver, som ikke behøver tvang, fordi de elsker deres underkastelse. Dette er fra Aldous Huxleys mareridt-roman 'Fagre Ny Verden', og det beskriver danskere og Danmark omtrent til punkt og prikke."
Mr. Jones har fuldstændig ret. Jeg har snakket med ham, og jeg ved, at han ser den samme sammenhæng mellem feminisme, befolkningskontrol og den uhyggeligt voksende infiltration af mafia i det politiske og økonomiske liv, som jeg ser.
Derfor giver jeg betragtningerne i denne artikel videre med to opgaver:
• At danske mænd vågner op og begynder at undersøge, hvad der foregår.
• At danske mænd tager deres køn, deres selvtillid, deres magt og deres kvinder tilbage.
Der er ingen, der gør det for dem.
/Kjeld
|
Tiden er ved at løbe ud, hvis du vil kigge på afghanske damer i sommervarmen. Det kan der være gode grunde til, for de er ualmindelig flotte. Men det har længe været fuldstændig klart, at det vil gå de danske tropper, som det gik de sovjettiske i sin tid: De vil tabe.
Australske forskere har løst en knude, der længe har plaget os mænd: De har opfundet en elektronisk kontrol af mænds sædafgang, styret via en fjernbetjening. Det bringer umiddelbart håb om, at et samleje nu omsider kan komme til at ligne, hvad det bør ligne: en tv-udsendelse.
