2/8/2008
Kikis fanklubKikis Fanklub er for fædre, der interesserer sig for deres døtre. Især dem der kan se, hvilken vidunderlig kraft piger repræsenterer. Her tænker vi ikke på de vildsvineunger, der opfører sig som drenge. Men om rigtige piger: Velopdragne, høflige, hengivne, stærke og modige - og allerede i besiddelse af den kvindelige magi, der siden skal blive kernen i det menneskelige univers.
Måske findes de ikke mere i virkeligheden. Men de findes i fiktionens verden. Det er der, vi dyrker dem i Kikis fanklub - de velopdragne høflige hengivne stærke og modige piger med spiren til den kvindelige magi. Måske bliver de igen engang virkelige.
Klubben er opkaldt efter en animationsfilm af japanske Studio Ghibli: Kikis Delivery Service, eller, som den blev kaldt på dansk: Kiki, den lille heks. For ikke så længe siden (2007) var den i danske biografer. Her efterfulgte den forgængeren Min nabo Totoro. Og hvem ved, om Ghiblis andre animationer også bliver in igen. I 2007 kom også den seneste produktion: Gedo Senki eller Fortællinger fra Jordhavet. Der er mange af dem, og de fleste er mesterværker.
Vi skal fortælle lidt om dem om lidt.
 
Kiki er heks og skal i følge traditionen forlade sit hjem, når hun er 13, for at udvikle sine færdigheder i en by. Sammen med sin kat Jiji kommer hun til byen Koriko, der trods sit japanske navn har et stærkt nordeuropæisk præg.
 
Kiki's Delivery Service rammer med sin dybe forståelse af pigesindet, men den rummer også handlingsmæssigt drama og spænding.
 
My Neighbour Totoro er lige så smuk som Kiki's Delivery Service og har den samme bevægelse fra "barndommens lykke" til katastrofe og tilbage igen. Og den er lige så mesterligt tegnet.
Ikke alle Ghiblis film har piger i hovedrollen, men de fleste har. Jeg er i hvert fald enig med studiets kunstneriske drivkraft og instruktøren bag de fleste film, Hayao Miyazaki, i at disse film er hyldester til det kvindelige køn. Rettere: Den spirende del af det. Der er tydeligvis japansk snit over dem. Japan er knap så ødelagt som Nordeuropa - landet har en dyb tradition for høflighed og respekt. Den lever i disse film og kan være inspirationskilde for os andre.
Filmene dumper ned i et krater af betændte bylder her i Danmark: Det kvindelige køn er svært overhovedet at få øje på (med mindre man ser godt efter). Det samme gælder det mandlige. Ordskvalder fylder krateret dagligt med usexet bavl. Hiver den feminine magi ud af kvinder og den mandlige ud af mænd. Tilbage er kønsløse zombier. Tomme hylstre, fyldt op med nonsens fra tv.
Slip for alt det vrøvl og kig på Ghiblis forbilleder. De bypasser hele gøjemøjet og beskriver piger (og drenge) som vi kan li' dem - os forældre. Det er simpelt: Du er far; gør alt hvad du kan for at dine døtre bliver velopdragne høflige stærke hengivne modige væsner. Hjælp dem med at fremelske deres magi. De fødes med den. Det er bare at lade være med at ødelægge den.
Du kan sørme også blive medlem af Kikis fanklub. Eneste krav er, at du har set mindst en af filmene og kunne lide den. Selvfølgelig skal dine døtre også se dem. De er skam lavet til børn (de fleste). Men som med al kvalitet i børnesammenhæng kan de nydes af voksne.
Det er en god ide at se filmene i denne rækkefølge:
1. Min nabo Totoro.
2. Kikis Delivery Service.
3. Whisper of the Heart.
4. Ocean Waves.
5. Princess Mononoke.
6. Only Yesterday.
Så får du hovedpersonerne fra 4-årige Mei og 8-årige Satsuki i Totoro, til 13-årige Kiki, til 14-årige Shizuku i Whisper, til et sjak af 16-17-årige unge i Ocean, til 19-årige San i Mononoke, til 27-årige Taeko i Yesterday.
Kan du klare lidt ekstra magi, kan du se de lidt syrede Spirited Away og Howl's Moving Castle nårsomhelst. Følgende film kan også skubbes ind efter behag:
Nausicaa of the Valley of the Winds (tidligste Ghibliproduktion).
Laputa Castle in the Sky.
Porco Rosso.
De tre sidste er jeg selv ikke så vild med. De er fra tiden, hvor stilen blev lagt af Disney. Ikke den gamle Disneystil, men den, vi kender fra det maskinproducerede Disneysjov på tv-kanalerne.
Skal du dele dine oplevelser med dine børn, må du selvfølgelig holde dig til de danske versioner. Lidt ærgerligt, for selv om de er hæderligt stemmelagt, er de hverken på højde med de amerikanske eller japanske. Suverænt nummer et er de japanske med engelske undertekster.
Studio Ghibli
Se video om Studio Ghibli - hvordan det blev til, og hvilke personer der var med - 27 min: The Birch Story Of Studio Ghibli.
    
Fra venstre til højre: 1. Studio Ghiblis grundlægger og hovddrivkraft Hayao Miyazaki. 2. Mesteren bag bl.a. "Whisper of the Heart" Yoshifumi Kondou. 3. Kollega Isao Takahata - bag bl.a. den sørgelige historie "Grave of the Fireflies". 4. Den utrættelige producer og forkæmper for studiet, Toshio Suzuki. 5. Yderst til højre Miyazakis søn Goro Miyazaki, manden bag den nyeste produktion Gedo Senki.
De fleste Studi Ghibli-film er instrueret af studiets stifter Hayao Miyazaki, som af og til også laver historien og står for screenplayet. Andre film er instrueret af kollega Isao Takahata og kollega Yoshifumi Kondou (desværre død 1998). Her er listen over filmene og deres instruktør:
Nausicaa of the Valley of the Winds. Hayao Miyazaki 1984
Laputa - Castle in the Sky. Hayao Miyazaki 1986
My Neighbour Totoro. Hayao Miyazaki - 1988
Grave of the Fireflies. Isao Takahata - 1988
Kiki's Delivery Service. Hayao Miyazaki - 1989
Only Yesterday. Isao Takahata - 1991
Porco Rosso. Hayao Miyazaki - 1992
Whisper of the Heart. Yoshifumi Kondou - 1995
Princess Mononoke. Hayao Miyazaki - 1997
Spirited Away. Hayao Miyazaki - 2001
Howl's Moving Castle. Hayao Miyazaki - 2004
Gedo Senki - Tales From Earth Sea. Goro Miyazaki 2006
Listen er ikke komplet - se den hele på Online Ghibli.
Hvorfor er Studio Ghiblis film så gode?
Den korte version: De fortæller en god historie, de er godt tegnet, godt stemmelagt og har god og vedkommende dialog.
Min lidt længere version: De bedste af dem rummer dybder, der nok er svære at sætte ord på, men som virker i praksis. Hvordan dybder? spørger jeg mig selv. Jo, de mennesker der er med, virker ufattelig ægte. De er rigtige mennesker - sprællevende - og de gør ting, der fostres af komplekse sind. De er aldrig idealiserede, men får alligevel vist de sider i sig, som vi andre levende mennesker sætter mest pris på hos andre. Lad os finde ud af, hvad det er.
I de fleste film er hovedfiguren en pige:
 My Neighbour Totoro
Mei på 4: Sød, men lidt irriterende, som sådan nogle små størrelser kan være (når de ikke er ens egne).
Satsuki på 9: Livsglad, velopdragen, ansvarsfuld; derhjemme, over for lillesøster og i skolen. Historien har (som de fleste) indbygget en krise. Den klarer hun som et jern ... med hjælp af lidt magi. Magi spiller en stor rolle for begge piger. Magi er en del af deres verden. Smukt og rigtigt.
 Kiki's Delivery Service
Kiki på 13: Livsglad, fuld af appetit, men bærer også melankoli i sig. Hun er grundlæggende velopdragen, hjælpsom, sund, modig og stærk. Men hun er ambivalent over for drengen Tombo og behandler ham egentlig skidt - ind til en krise tvinger hende til at tage stilling, og hun vælger at lukke ham ind. Magi er også et nøgleord for Kiki. Ikke alene kan hun som heks flyve på en kost, men den måde, hun får løst sin egen krise på - sammen med den lidt ældre Ursula - indeholder også magi. Kvinde-magi.
 Whisper of the Heart
Shizuku på 14: Fra starten en helt almindelig anonym dusin-teenager. Som regel gnaven og vrangvillig derhjemme, men glad og velopdragen udenfor. Vågner gradvist op gennem mødet med nogle personer og presses til at beslutte, hvad hun vil med sig selv. Vejen går gennem krise. Og hun ender med at springe ud som en smuk blomst.
 Princess Mononoke
San (Mononoke), vel i slutningen af teen-årene. Helt anderledes end i andre film er hun en vildbasse, der intet har imod smagen af blod - vokset op blandt ulve, som hun er. Hun hader fra starten filmens hovedfigur, prins Ashitaka, fordi han er menneske, får gradvist forsonet sig med ham, men forbliver ambivalent. Er stærk og vanvittig hurtig, behersker kniv og sværd som en sand kriger. Over for Ashitaka kommer hendes kvindelighed frem: Han kan nå hende gennem hendes køn - og havde historien været længere, havde han utvivlsomt fået hende.
 Only Yesterday
Taeko på 27 år, ansat i en virksomhed i Tokyo. Dødkedelig type, der lever som pebermø og storby-zombie. Under hendes besøg hos noget familie på landet genoplever hun sin 10-årsalder - også trist. Men hendes møde med de rare mennesker og det smukke miljø vækker hende ganske langsomt. I filmens sidste minutter bliver hun klar over, at hun vil forlade sin zombie-tilværelse og sige ja til livet.
 Spirited away
Chihiro på 10: Dødssyg amerikansk pige med to dødssyge amerikanske forældre. Stopper på en biltur for at kigge på en park. Pludselig er forældrene væk, og parken forvandlet til en magisk verden fuld af underlige væsner og underlige bygninger. Chihiro er rædselslagen, men efterhånden som hun får accepteret sin situation bliver hun som forvandlet: Hun får sin rolle i det nye samfund og trives tilsyneladende godt i den - i hvert fald fungerer hun smukt og får løst adskillige kriser. Det er lige før man synes, det er synd, at hun igen finder sine forældre, og at de sammen fortsætter bilturen.
I andre film er hovedfiguren en dreng eller en mand:
 Princess Mononoke
Prins Ashitaka i slutningen af teen-årene. En nobel, respektfuld ung mand, der aldrig tøver med at gøre, hvad der er rigtigt - og som bliver utrætteligt ved, ind til målet er nået. En modig kæmper, der hellere beder om fred end slår ihjel. Som hjælper her og der og allevegne, til selv en skurk giver op og bliver go'. En helt fra dengang der var rigtige helte til.
Mandlige figurer indgår i alle film, men sjældent i hovedrollen. For eksempel:
 My Neighbour Totoro
Kanta på 9: En rigtig dreng, der synes, piger er åndssvage, og som holder sig langt væk. Ikke så mærkeligt, for både mor og bedstemor rakker gerne ned på ham, mens de er englesøde over for piger. Når det kommer til stykket - som da de to søstre er ude i regnvejret - er Kanta alligevel en gentleman og låner dem sin paraply. Da lille Mei farer vild, er han på pletten og hjælper til med at finde hende.
 Kiki's Delivery Service
Tombo på 13, også en rigtig dreng. Tumpet i sin måde at vise interesse for Kiki. Men altid overbærende over for hendes afvisninger og åbenlyst misundelig på hendes flyvefærdigheder. Bliver til sidst hendes trofaste ven og hjælper.
 Whisper of the Heart
Seiji Amasawa på 14, bidt af en gal violinbygger. Har det også med at vise interesse for piger på den firkantede måde. Bliver arrogant, når han i virkeligheden er genert. Ender med at være en rigtig sød fyr - man bli'r helt misundelig.
 Only Yesterday
Toshio, vel i starten eller midten af tyverne (yngre end Taeko). Rar og optimistisk. Viser af høflighed og respekt ingen interesse for Taeko - kan mærke, at hun ikke er modtagelig. Lidt uinteressant som mand - men ukompliceret og sikkert god for Taeko i hendes nyvågne tilstand.
 Spirited Away
Haku, omtrent på alder med Chihiro eller lidt ældre. Hans rolle er lidt svær at forstå, men han bidrager i hvert fald til, at Chihiro finder ud af, hvem hun er. Han er også hendes beskytter ... plus at han bliver beskyttet af hende. En kompliceret historie.
Howl's Moving Castle
Noget lignende gælder den unge troldmand Howl. Den har jeg også svært ved at greje. Jeg gætter på, at drengene i de to sidste film mere afspejler pigers fantasier om drenge end drenges egne.
Alt ialt handler disse film om rigtige mennesker og deres hovedsagelig indre kampe. Det gælder også de historier, hvor der er magi og trolddom, for magi og trolddom er i os som et lag i sindet.
Fortællestilen
Der er nok ikke nogen fællesnævner for fortællestilen i alle filmene. Men hovedtendensen er den langsomme fortælling - fuld af detaljer og krinkelkroge og uden den ydre dramatik. I mange af filmene sidder man i lang tid og undrer sig over, hvad historien egentlig drejer sig om. Mest tydeligt i Only Yesterday, hvor vi skal helt frem til filmens sidste minutter for at få aha-oplevelsen. Den kommer så til gengæld som en flodbølge og giver hele historien mening.
I Whisper of the Heart er der lidt af det samme. Den første halvdel kan virke lidt småkedelig første gang man ser filmen. Når den er slut, er man klar over, at historien er et mesterværk. Whisper of the Heart blev hurtigt min favorit, og jeg kan idag se den igen og igen og nyde hvert sekund af den. Den er konsistent og tæskesød hele vejen igennem. Den har sin egen krisefase, og også den er gribende.
My Neighbour Totoro er også længe om at komme i gang, men igen kommer man hurtigt til at nyde de mange detaljer, der bare viser hvordan verden og livet er for de to børn.
Kiki's Delivery Service er mere fortættet - der sker noget det meste af tiden. Historien er for så vidt ukompliceret. Men der er lige den sædvanlige krisefase. Den bliver løst dramatisk, og historien ender tæskesødt som i de andre film.
Princess Mononoke er speciel. Den foregår engang i fortiden (jeg har hørt omkring 1100-1200-tallet) og starter med det, der vist kaldes et "anslag": Et dramatisk stykke handling, der med det samme fanger opmærksomheden og angiver, hvad for en slags historie vi nu skal i gang med. Fortællemæssigt er den lidt rodet, men der er drama fra start til slut. Lidt exceptionelt er stemningen dyster og ildevarslende gennem hele filmen, og den stemning bliver på ingen måde forløst af slutningen. Som mange af Miyazakis film (startende med Nausicaa of the Valley of the Winds og fortsættende med Laputa, Castle in the Sky) er omdrejningspunktet menneskers ødelæggelse af naturen. Mere specifikt om nogle menneskers kamp for at stoppe ødelæggelserne - mod nogle andre mennesker, der vil fortsætte for magt og rigdom. Det specielle ved Miyazakis løsning er, at de gode ikke dræber de onde, men arbejder med begivenhederne, så de onde bliver gode. Men der er modsætninger: Prinsesse Mononoke, kaldet San, er dræber. Prins Ashitaka er "lever". Og for en gangs skyld er det den mandlige figur, der får løst problemerne.
Underfundighed er et gennemgående nøgleord, når man skal beskrive Studio Ghiblis film. Bedst som man tror, de ikke handler om noget, opdager man, at de handler om alt. De er historier om stykker af levetid. Med fortrædeligheder, kriser, nederlag og sejre. Alt fortalt på en stille måde. Så godt skåret, at de altid kommer ud med en mega pointe.
Stemmerne
De gode Studio Ghibli-film har eminente stemmer: Stemmer, der er fuldstændig som i det virkelige liv. En fantastisk vigtig forudsætning for, at man kan tage filmene alvorligt. Alle de film, der er at købe idag, har valg mellem japansk med engelske undertekster og engelsk tale uden undertekster. Over en bank er de japanske at foretrække. Totoro er den eneste, hvor jeg kan sige, at den amerikanske stemmelægning er på højde med den japanske. De japanske udgaver udmærker sig ved præcision - ikke mange overflødige ord. De er mere passionerede: Strækker sig fra høj intensitet til ultrafine lavmælte penselstrøg. Fuldstændig match mellem stemmer og visuelt følelsesmæssigt udtryk.
Stemmelægning på animationer er som regel totalt undervurderet. Der er to måder at gribe det an på: Ved at hyre nogle all-round-skuespillere, der gennem teknik tilpasser deres stemmer til figurerne. Eller at hyre nogle mennesker, der naturligt har de stemmer, figurerne kræver.
I alle de japanske udgaver, jeg har set, er det sidste valgt. Det samme gælder faktisk de fleste amerikanske, men af og til har valget glippet. Noget nær en katastrofe i Whisper of the Heart, hvor Seijis bedstefar med den japanske stemme er bedstefar, mens han i den amerikanske spiller bedstefar. Forskellen på professionalisme og ikke-professionalisme. I samme film synes jeg også, at det amerikanske ordvalg lefler en anelse for det amerikanske publikum - bare en anelse.
     
1:Shizuku 2:Søster Shiho 3:Asako (mor) 4:Seiya (far) 5:Seijis bedstefar 6:Seiji
     
1:Yoko Honna 2:Yorie Yamashita 3:Shigero Muroi 4:Takashi Tachibana 5:Keiju Kobayashi 6:Kazuo Takahashi
Stemmeholdet bag Whisper of the Heart. Se flere på Online Ghibli.
Til gengæld: I Princess Mononoke er den svigefulde Jiko Bous amerikanske stemme faktisk mere karakterfuld end den japanske. Claire Danes' lidt dybe stemme er også perfekt til Mononoke. Alt ialt foretrækker jeg dog stadig den japanske udgave.
Se listen over personerne bag stemmerne på Online Ghibli.
Miljøerne
Der er nogenlunde lige så mange miljøer, som der er Studio Ghibli-film. Og dog er der miljøtyper, der går igen. Landlig idyl er en af dem. Storby en anden. Sære miljøer en tredje. Her er nogle eksempler:
 
My Neighbour Totoro foregår på landet fra start til slut. Selv om miljøet oser af idyl, er der elementer, der minder os om, at vi er i nutiden: Der er en togbane i nærheden, og højspændingsmaster er heller ikke langt væk. Lige som selve historien er en brydning af sorgløshed og "livets alvor".
  
I Kiki's Delivery Service er rammen en større by ved havet, tegnet i en noget nær fotorealistisk stil. Kontrasten er Ursulas lille skovhytte, hvor Ursula hjælper Kiki med at genvinde sin magi. Da de er ude at gå, kommer de til en sø, og det sceneri er umiskendeligt svensk.
  
Only yesterday skifter mellem nutid og flash-back. Mens de sidste har et bymiljø som ramme, er nutidshistorien bygget op i et smukt japansk kulturlandskab. Et af filmens temaer er det traditionelle (skånsomme) landbrugs uddøen til fordel for det industrialiserede.
 
Med Whisper of the Heart er vi for alvor i storbyen. Scenen er udkanten af Tokyo - netop den bydel, som filmen Pom Poko handler om. Shizuku bor både grimt og småt, men ellers er bydelen fuld af træer og åndehuller og bliver alt i alt skildret positivt. Det eneste, der ikke bliver skildret positivt, er de evige gøende hunde i villahaverne, der går igen i hele filmen.
Princess Mononoke foregår for knap 1000 år siden og bortset fra små landsbyer - og den lidt større Irontown - er vi i smuk og magisk natur. På den tid var der endnu ånder og guder i de endeløse skove.
  
I Spirited away har vi for alvor forladt virkelighedens verden og er i et miljø af sære bygninger og sære væsner. Pudsigt nok virker det hele livfuldt - meget mere end det menneskemiljø, Chihiro kommer fra - og skal tilbage til.
 
Howl's Moving Castle har mange døre, og alt efter hvilken man benytter, er hovedpersonen Sophie i forskellige miljøer. Filmen tager udgangspunkt i en storby før år 1900 - med et klart germansk præg. Det er typisk for Miyazaki at bruge nordeuropæiske bymiljøer. Men store dele af historien foregår i et naturmiljø.
Musikken
Musikken i de gode Studio Ghibli-film er grundlæggende klassisk, men er i øvrigt en skøn blanding af hip-hop, folkemusik og andre genrer. Man kan undre sig over, at der i Only Yesterday er valgt ungarsk musik som underlægning - jeg aner ikke hvorfor. I Kiki's delivery Service er der blandinger af klassisk barokmusik, nordisk folkemusik og andre. Det er mest de tidlige film som Nausicaa og Laputa, hvor musikken halter: Der er godt nok fine indslag, men der er også indslag, hvor musikken lyder som en midi fil.
   
For mange af filmene kan man nyde sound-trackene alene og bruge dem som almindelig musik. Mest klassisk - og størst - er Joe Hisaishi musik til Princess Mononoke. Her er nogle smagsprøver i video:
Komponisten Joe Hisaishis egen symfoniske suite - dirigeret af maestro selv.
Denne herlige udgave af Ashitaka sekki, hvor bl.a. Joe Hisaishi spiller klaver.
Mononokes tema med Eminence Orchestra.
Mononokes tema for strygekvintet (Baltimore 2007).
Se også denne udmærkede video med klaverstykket Ashitaka og San fra slutningen af filmen.
Musik fra andre film:
Den ekstremt smukke slutsang fra Only Yesterday - klip fra filmen: Love is a flower, you are the seed.
Howl's Moving Castle: Hovedtemet fra filmen - orkester med Joe Hisaishi.
Howl's Moving Castle: Cave of Mind.
Laputa, Castle in the Sky: The Great Legend.
 Musikken i en af de nyeste film: Gedo Senki, er også smuk. Især er Therrus vemodige sang lidt af et hit. Se videoer, hvor japanske Aoi Teshima synger den:
Klip fra filmen med undertekster.
Eller denne her med orkester.
Er alle Studio Ghiblis film gode?
Ikke efter min mening. Jeg er f.eks. ikke glad for de to første Miyazaki-film Nausicaa of the Valley of the Winds og Laputa, Castle in the Sky. Historierne er for så vidt gode nok, temaer og plots ligeså. Men ... udførelsen halter. Der er måske ikke noget at sige til det. De blev til inden Studio Ghibli havde skaffet sig seriøse indtægter - det kom for alvor først med "Kiki" - og på en tid, hvor man ikke kan bebrejde nogen, at de lægger op ad Disney-stilen.
Nausicaa-filmens figurer er karakterløse og ligner mest karikaturer. Nausicaa selv er superpige med halvfjerdser-modestøvler. Ikke til at bære. Laputa, Castle in the Sky lider af det samme: Kun historiens tema adskiller den fra en fredag aftens Disneysjov. Figurerne er karikerede, og stemmerne er skabede. Som i Nausicaa aner man dog, at en stil er ved at udvikle sig: Hovedpersonerne er godt lavet. Også her er plottet i orden, og filmene er udmærket tegnet.
Porco Rosso er ellers meget rost. Og den kunne være god, hvis ikke den havde flippet ud i sidste del: Også det gik der Disneysjov i, og filmen blev uvedkommende. Ellers en sjov ide med den forheksede superpilot, der blev til en gris - og opfører sig nogenlunde som en Mike Hammer: Desillusioneret, ligeglad med alt undtagen sit fly og smukke kvinder. Selv om han gør, hvad han kan for at skjule det sidste. Tegnemæssigt stiller det store krav at lave en film, hvor vandflyvere er med hele vejen. Det er ikke nemt at animere en landing på vand - og det lykkedes ikke Miyazaki at finde metoden.
Gedo Senki, Tales from Earthsea
Gedo Senki, Tales from Earthsea er den foreløbig seneste Ghibli-produktion (2006). Den er instrueret af Miyazakis søn Goro og bygget over sagaen Earthsea af Ursula Le Guin. Filmen er flot tegnet. Detaljeniveauet er ikke på toppen, men stemningerne er der. Tegningerne er for farvemættede efter min smag. Personerne er underlige. Hovedpersonen, prins Arren, er depressiv gennem næsten hele filmen - hvor sjovt er det at lave en eventyrfilm om en depressiv? Han glider ud af sin depression til sidst, men dialogen, der bevirker det, er for svag til at gøre rede for, hvorfor. Omvendt med den anden vigtige figur, troldmanden Sage Ged: Han lægger stærkt ud som problemknuser og mirakelmager, men klasker pludselig sammen og står og glaner. Hvorfor?
  
Meget farvemættede scenerier i Gedo Senki. Af og til i overkanten, men ellers fantastisk smukt.
Heksen Kumo (Cob) er udmærket. Men hendes sammenbrud er trukket i langdrag, uden at langtrukketheden bliver brugt til noget.
Det er også synd, at Kumos tre lejesoldater er karikeret - også her er vi til Disneysjov. Der er ingen grund til, at disse figurer skal være skabede, de er onde nok i kraft af deres handlinger. De ville have virket langt stærkere, hvis instruktøren havde holdt den stramme stil.
 
Den mystiske Therru er en knippelgod figur. I modsætning til den depressive prins Arren, der ikke rigtig spiller nogen rolle før til sidst.
Den eneste figur, der bærer hele vejen igennem, er den mystiske lukkede pige Therru. Desværre følger det af hendes lukkethed, at der ikke er meget dialog med hende. Det bliver der til sidst, men heller ikke hendes forvandling bliver der gjort ordentlig rede for. Dialogen mellem hende og Arren er patetisk og skabelonagtig. Hvilket er betegnende for filmens generelle dialog: Den er uinteressant. Irriterende er det også, at instruktøren bliver så glad for Therrus sang, at han lader filmen gå i stå, mens hun står på en mark og synger. Det var ikke engang gået i en musical, for selv i en musical må der foregå noget visuelt, mens der synges: Kamerabevægelse, ansigtsudtryk ... et eller andet dynamisk. At sangen er smuk og gribende, ændrer ikke på det.
 
Troldmanden Sage Ged og hans fjende nummer et: Troldkvinden Kumo.
Men noget godt er der ved Gedo Senki. Dens univers er spændende, dens miljøer ligeså. Og på en eller anden måde går historien i kødet på en. Musikken er rigtig god. En Studio Ghibli-film er det - bare uden den dybde, man er vant til.
Forfatteren til bøgerne "Legenden om Jordhavet", Ursula Le Guin, er heller ikke glad for filmen. Det var My Neighbour Totoro, der fik hende til for første gang at tillade, at nogen filmatiserede historien. Læs hendes reaktion på Gedo Senki her.
Lupin III - Castle of Cagliostro
Lupin III - Castle of Cagliostro er fra før Studio Ghiblis tid - udgivet i 1979. Den er såmænd en udmærket actionfilm, hvor alle de rigtige figurer er med: Helten, skurken, kvinden, der skal reddes, den uheldige politimand og så hele garnituren af hjælpere. Oplægget er måske også godt: Lupin den tredje er en figur fra en trykt japansk tegneserie af samme navn, lavet af Monkey Punch, som er et pseudonym for Kazuhiko Katō. Den er igen baseret på franskmanden Maurice Leblancs (1864-1941) gentleman-tyv Arsène Lupin - sønnesøn af en bedstefar af samme navn, heref "den tredje". Maurice Leblanc skrev romanen La Comtesse de Cagliostro, og det er den, Castle of Cagliostro bygger på. Den er både scriptet og instrueret af Hayao Miyazaki.
Det er en god og spændende historie og kunne være alle tiders anime, hvis den havde været tegnet i Studio Ghiblis senere stil. Det er den ikke. Den er som andre tidlige Miyazaki-produktioner en tro kopi af Disneysjov. Karikerede figurer, alt for speedet tempo og sjusket og hypet animation. Det er muligt, at tegneseriefans kan lide den, men jeg kan ikke.
  
Der er mange gode ideer i Castle of Cagliostro. At vore helte kører rundt i en Fiat 500 og vor heltinde i en Citroën 2CV, er fint, men at de kan køre op ad lodrette klippevægge tager det sjove af.
  
Figurerne ville også være gode, hvis de ikke var karikerede. Fra venstre Arsène Lupin, hans hjælper Daisuke Jigen, den onde grev Cagliostro med heltinden Lady Clarisse i baggrunden - og den uheldige Interpol-inspektør Zenigata helt til højre.
 
Miljøerne er heller ikke dårlige. Her er alt i uhygge, tunneler, kældre, trapper og skeletter.
Horus - Prince of the Sun
Horus - Prince of the Sun er et sødt drama fra gamle dage. Om den lille frygtløse dreng Horus, den forheksede pige Hilda, en landsby, der geråder i splittelse takket være en dæmon, om alt der ender godt takket være mod og sammenhold i den sidste ende. Den er på den måde et stykke verdenshistorie - fortæller, at det meste elendighed kommer af, at magthavere splitter menneskene, og at verden bliver fredfyldt, når menneskene holder op med at lade sig splitte.
Fin historie - en af de allertidligste (1968) fra tiden før Studio Ghibli - instrueret af Isao Takahata, der siden også instruerede Grave of the Fireflies, og med scenedesign af Hayao Miyazaki. Men teknikken i tegninger og animation er primitiv - sine steder er animation endda afløst af stills. Ikke desto mindre er den værd at samle på. Dels for den gode historie, dels for den alvor, der er lagt i fortællingen af den.
  
Den frygtløse Horus bekæmper en flok ulve med samme beslutsomhed som han bekæmper splittelse i sin landsby - og beskytter den smukke syngende Hilda, til dæmonen i hendes hjerte smelter og til sidst forlader hende.
Man kan undre sig over, at hovedpersonen har fået navn efter oldægyptisk mytologisk figur. Horus er søn af Isis og Osiris og er virkelig centrum for en solkult - hvilket også fremgår af filmens symbolik. Man skal være godt inde i oldtidens okkulte aspekter for at se meningen med det.
|
Tiden er ved at løbe ud, hvis du vil kigge på afghanske damer i sommervarmen. Det kan der være gode grunde til, for de er ualmindelig flotte. Men det har længe været fuldstændig klart, at det vil gå de danske tropper, som det gik de sovjettiske i sin tid: De vil tabe.
Australske forskere har løst en knude, der længe har plaget os mænd: De har opfundet en elektronisk kontrol af mænds sædafgang, styret via en fjernbetjening. Det bringer umiddelbart håb om, at et samleje nu omsider kan komme til at ligne, hvad det bør ligne: en tv-udsendelse.
